Regelmæssige eftersyn

Forebyg problemer med tandproteser – Få regelmæssige eftersyn (1 – 2 gange om året)

Tandproteser bør efterses lige så regelmæssigt, som naturlige tænder. Tandsten og andre belægninger skal fjernes efter behov og mindst én gang om året. Proteserne bør efterjusteres i takt med, at mund og gummer forandrer sig.

Sundhedsfarlige belægninger

Belægninger fører ikke til huller i en protese, men de er lige så grimme, som på naturlige tænder. Hvad værre er: Belægninger kan føre til ubehagelige bakterie- og svampeangreb i munden. Behandles disse ikke i tide, kan der opstå smertende sår, som kræver langvarig behandling. Ildelugtende ånde skyldes meget ofte protesebelægninger af bakterier eller svampe.

Pasformen skal vedligeholdes

Mund og gummer forandrer sig med alderen. Derfor mister enhver protese med tiden sin gode pasform. Justeres den ikke regelmæssigt, kan der opstå gener som smertende tryksår eller tygge- og talebesvær. Og det kan være vanskeligt eller helt umuligt at tilpasse protesen, så det kan blive nødvendigt at fremstille en helt ny. Også når det gælder tandproteser, er det både bedre og billigere at forebygge, end det er at ”helbrede”.