Tandproteser

Tandproteser erstatter dårlige naturlige tænder...

Tandproteser erstatter dårlige eller mistede naturlige tænder

Fremstilling af moderne tandproteser er medicinsk kunsthåndværk. Proteser erstatter enkelte, flere eller alle de naturlige tænder, når disse ikke kan bevares længere. Kun ganske få mennesker er i stand til at bevare alle naturlige tænder gennem hele livet.

Almindelige tandproteser suger sig fast til underlaget

En aftagelig tandprotese fremstilles efter nøjagtige aftryk af gummen. Protesen omslutter gummen og suger sig fast til slimhinden. Er gummen meget flad, kan protesen ikke suge sig fast. Det forekommer ret hyppigt, når man i en årrække har haft aftagelig protese i undermunden.

Bevar hver eneste naturlige tand så længe som muligt

Nogle få naturlige resttænder kan gøre livet langt mere behageligt for protesebrugere. Sunde resttænder kan i mange tilfælde anvendes som støtte for en såkaldt Unitor protese. Ved hjælp af et støbt stel (ædelmetal) fæstes protesen til de naturlige resttænder. Derved overføres en del af trykket ved tygning til disse, som samtidig holder protesen på plads.

TaproLux® proteser

– det nærmeste man kan komme naturlige tænder. Både fastgjorte og aftagelige tandproteser kan fremstilles, så de til forveksling ligner naturlige tænder. Tandstilling, -form og -farve betyder uendelig meget for udseendet. Har man en naturlig, markant tandstilling, vil enhver kunne se, at man har fået protese, hvis smilet med ét afslører en ”perlerække” af ensartede tænder. Man kan dog godt foretages kosmetiske korrektioner og forbedringer. Men de skal gøres yderst nænsomt og tilpasses patientens udseende og personlighed.

Få taget aftryk – inden tænder trækkes ud

Inden tænder trækkes ud, er det en fordel at lade Tandprotetikeren tage aftryk af det naturlige tandsæt. Ved hjælp af dette aftryk kan der efterfølgende fremstilles tandproteser, som til forveksling ligner de oprindelige naturlige tænder. Derved undgår man, at udseendet forandres af de nye tænder.

Få også undersøgt, om nogle af tandrødderne kan bevares, inden tænderne trækkes ud. De kan udgøre en værdifuld ekstra mulighed for at få tandproteser fast forankret med tryklåse. En fast forankret tandprotese er den mest optimale erstatning for de naturlige tænder, når disse ikke kan mere.